Indkaldelse til klubmøde 2018 i afd. Allégården

Til klubformænd for fritidsklubberne i afdeling Allégården

Tårnby den, 7. februar 2018

Snyd ikke dig selv – læs hele brevet !

Det årlige klubmøde er din mulighed for selv at præge forhold vedrørende økonomi og livet i jeres fritidsklub. Derfor er det vigtigt, at du/I deltager i klubmødet, så du/I er med til at bestemme, hvordan fremtiden skal være for jeres fritidsklub.

Kom og vær med til at gøre din/jeres indflydelse gældende:
Onsdag, den 14. marts 2018, kl. 18.30 til kl. 21.00
i Beboerhuset ”Gården” 
Tårnbyvej 53A, 2770 Kastrup

Se dagsorden på side 2.
Forslag til behandling
Forslag, du/I gerne vil have behandlet på mødet, skal sendes til Aktivitet -og fritidsudvalget:

Brev:             TKB Kundecenter, Tårnbyvej 51
Mail:              ab5802-8@kab-bolig.dk

så udvalget modtager det senest 2 uger før mødet.

Har du brug for hjælp til præcis udformning af forslaget, er udvalgsformanden gerne behjælpelig. Eventuelt indkomne forslag, sender Aktivitet -og fritidsudvalget til dig senest 8 dage før mødet.

Opfølgning på dokumentation for fritidsklubberne skal fremsendes senest 1. marts 2018.
– Redegørelse for fritidsklubbens medlemsliste
– Opfølgning på fritidsklubbens vedtægter
– Opfølgning på fritidsklubbens sidste referat fra generalforsamling
– Klubmedlemmernes aktivitetsniveau og besøgsfrekvens (benyttelsen)

Tilmelding og mødepligt

Det er nødvendigt at tilmelde sig mødet, af hensyn til evt. forplejning. Der er mødepligt for mindst et medlem af klubbestyrelsen/klubledelsen. Tilmelding senest 1. marts 2018.

Vi ser frem til et godt møde.
Aktivitet -og fritidsudvalget for afd. Allégården

Afdelingsbestyrelsens Årsberetning 2016/2017

Afdelingsbestyrelsens Årsberetning for 2017

Året, der gik

V/Formand Bo Quist Besser

 

Din stemme tæller – mød op og deltag
Endnu et år gået og du har igen mulighed for at gøre brug af din beboerdemokratiske ret ved, at deltage i afdelingens beboermøde og få medindflydelse på hvad der skal foregå, i det kommende år.

På beboermødet skal der stemmes om en række indkomne forslag og budget for 2018/19, hvor der indstilles til en huslejenedsættelse på -3,41 %. Endeligt skal der afholdes valg til afdelingsbestyrelsen og repræsentantskabet, så hvis du har lyst til at deltage i bestyrelsesarbejdet så stil op til valg.

Afdelingsbestyrelsens væsentligste opgave er at, repræsentere beboerne og sikre at beboermødets beslutninger gennemføres. I året mellem beboermødet er det afdelingsbestyrelsen, der på beboernes vegne, bliver inddraget i projekter og opgaver. Derudover er det bestyrelsens opgave, at følge dagligdagen i afdelingen og i samarbejde med vores driftsleder arbejde for den bedst mulige udvikling i afdelingen.

Vi skal spare penge
2016 var året, hvor regeringen, KL og BL – Danmarks Almene Boliger indgik en aftale om, at der skal spares 1,5 milliarder kroner på de samlede driftsomkostninger. Det svarer til cirka otte procent, som skal være nået i 2020. Måltallet på 1,5 milliarder kroner er et samlet mål for hele den almene boligsektor, som er et resultat af den arbejdsgruppe, som blev nedsat i 2014 i forlængelse af boligaftalen.

360˚ analysens konklusion
Allégården er den største afdeling i Tårnby Kastrup Boligselskab med sine 1.095 familieboliger samt 14 erhvervslejemål. Afdelingen har en lav husleje i forhold til både selskabets egne afdelinger og i forhold til landsgennemsnittet. De afgrænsede driftsudgifter er ligeledes lavere end gennemsnittet for Tårnby Kastrup Boligselskabs egne afdelinger.

Allégården har dog på flere konti højere udgifter end de afdelinger, der er sammenlignet med. Ved at gennemføre de konkrete besparelsesforslag i anbefalinger, konkluderer analysen, at der således er et potentiale for besparelser i afdelingen på mindst 1,9 millioner kr. om året.

At spare på driften betyder ikke nødvendigvis, at beboerne vil opleve dårligere service, eller at ejendommen ikke vedligeholdes – snarere tværtimod. Effektiv drift handler nemlig først og fremmest om at bruge afdelingens midler smartere og fornuftigere i fremtiden.

Driftssamarbejdet og nyt fælles driftskontor pr. 1. oktober 2017 – TKB Kundecenter
Fælles driftskontor for organisationens tre afdelinger er under gennemførelse. Ejendomskontoret i Thyges Gaard lukkede den 1. oktober 2017 og alle beboerhenvendelser fra Thyges Gaards og Kastrupvænge håndteres nu også fra det fælles TKB Kundecenter.

Sammenlægninger er sket med fokus på medarbejderressourcer, reviderede arbejdsplaner og fælles maskindrift.

Regnskab for afdelingen 2016/17
Resultatopgørelsen balancerer med 62.724.744 kr.  Af regnskabet for 2016/17 kan læses, at der er et overskud på 1.696.229 kr., som overføres til opsamlet resultat.

Overskuddet skyldes primært, at afdelingens renteindtægt er større end budgetteret, samt at det i budgettet afsatte beløb til diverse udgifter ikke er anvendt fuldt ud.

Helhedsorienteret renovering
Tidens tand kan efterhånden godt ses, derfor har løbende gennem det sidste par år, været særligt focus på afdelingernes fysiske tilstand. Vi har en del ud- og indflytninger i løbet af et år, og hvis vi ikke passer på at følge op med løbende vedligeholdelse og også sætter penge af til dette formål, ja, så forfalder bygningerne. Samtidig skal den indre standard også gerne være rimelig up-to-date. Det skulle gerne være en bolig, som de fleste mennesker har lyst til at flytte ind i og befinde sig godt i som deres hjem.

I år har vi haft flere brud på vores fjernvarmeledninger og kloakrør. Der er i budgettet afsat midler til løbende udbedringer.

Vi har løbende renoveringer i afdelingen, som bliver finansieret af de årlige henlæggelser til vedligeholdelse og fornyelse. På denne måde bliver mange forhold bragt i orden – hurtigt og uden de store gener.

Brug af vedligeholdelseskonto ved B-ordning
Organisationsbestyrelsen vedtaget en ny praksis for brug af vedligeholdelsesmidler i flytte situationen. Formålet er at sikre vedligeholdelsen af lejemålene og samtidig passe på huslejen. En sidegevinst er, at boligerne fremstår pæne for nyindflytter.

Den nye praksis er, at der, efter vurdering fra driftschefen, kan trækkes på vedligeholdelseskontoen i op til 5 hverdage efter opsigelse af et lejemål. Derefter går den almindelige udlejnings procedure i gang. Det er kun relevant for boliger med en høj saldo på vedligeholdelseskontoen, da der her kan være mistanke om manglende vedligeholdelse.

Organisationsbestyrelsen har besluttet, at der efter et evt. brug fortsat skal stå mindst tre års henlæggelser på vedligeholdelseskontoen til den nye lejer. Vedligeholdelseskontoen kan kun bruges til normal vedligehold og ikke til mislighold, det vil sige, at det kun er arbejder, der også ville kunne godkendes i boperioden, der kan falde ind under ordningen.

Miljøudvalget – Grønt udvalg
Som sidste år har driften haft en del af se til. Flere gamle og syge træer er blevet fældet og de øvrige træer er blevet udtyndet eller beskåret, så der kommer lys og luft på fællesarealerne, dog er det ikke udført alle steder endnu. “En tid til at så, og en tid til at høste” – Næste skridt er ny beplantning, så vores områder vil fremstår pæne og indbydende.

Legepladser
Den nye legeplads på Listedvej, er gennemgået for eventuelle fejl, og de fejl og mangler der blev fundet, er blevet udbedret. De legepladser der ikke er blevet skiftet ud, bliver løbende gennemgået for fejl og mangler som bliver udbedret.

Vaskeridriften har været i udbud
Allégården overlader al installation, montering, drift, rengøring og service af de pågældende vaskeriers maskiner, anlæg og faciliteter til den vindende tilbudsgiver, som blev NORTEC A/S.

Den 10-årig aftale om udlicitering af vaskeridriften, skal sikre Allégården et højt serviceniveau og en sund vaskeøkonomi. Nyt materiel: 48 Vaskemaskiner, 24 tørretumblere, 3 strygeruller, 6 blødgøringsanlæg og 6 sæbedoseringsanlæg.

Familie Caféen er ikke glemt
Ved sidste års beboermøde (2016), blev der stemt for etablering af en lille Familie Cafée til udlejning for mindre arrangementer. Der er dog under de indledende forberedelserne for istandsætte, fundet store tekniske og bygningsmæssige udfordringer ved de ønskede lokaler. Det afsatte beløb er langt fra tilstrækkeligt, da en istandsætte løber op i et betydeligt større beløb. Så indtil der er fundet nye lokaler til en ny Familie Café, må vi væbne os med tålmodighed. Når der er fundet nye lokaler og et nyt budget, vil afdelingsbestyrelsen udsende nye informationer.

Adfærdsændring – Vi skal alle være her
Rigtig mange børn/unge opholder sig på trapperne eller i kældrene. Ikke alene støjer det, men det betyder desværre også en voldsom mængde af affald i eksempelvis vores trappetårne. I kældrene flyder det ikke kun med henkastet affald, men ofte stinker der også af urin – vi har sågar eksempler på at der også ligger menneskeafføring. Vi henstiller til forældrene at I forklarer jeres børn og teenagere at der er regler – og at de bliver overholdt.

Det er heller ikke tilladt at stille sko, løbehjul, barnevogne, cykler, møbler eller affald foran sin hoveddør, i opgangen eller mellemgangen i kælderen.

Det lader desværre også til, at der er flere og flere, der har meget svært ved at ramme en af de mange opstillede affaldsspande, der står på udearealerne. Desværre er der også beboere som har fået den opfattelse, at man bare frit kan skille sig af med gamle møbler og andet storskrald ved blot at stille det ned ved endegavlen, i haven eller i kælderen.

Tobaksrygning på altanerne er beboernes private sag, men der er desværre flere og flere, der har fået den underlige idé, at det glødende cigaretskod skal smides ud over altanen. Og det er naturligvis ikke i orden.

Affaldssortering synes også at være det ’umuliges kunst’ for en del beboere. Der ligger ofte metal, elektronik og køkkenaffald i pap -og papircontainerne. Ikke nok med at det er til stor gene for vores servicefunktionærer, for det er dem som skal fjerne det igen, så bliver containerne ikke tømt og hvis renovationsvirksomheden skal sortere, ja – så koster det afdelingen penge – og dermed os alle som beboere – ekstra i husleje.

Afdelingsbestyrelsen og driften er derfor i gang med en række forskellige initiativer til, hvordan vi i fællesskab kan ændret den dårlige adfærd og derved få nedbragt antallet af husordensovertrædelser.

Allégården anno 1858 – Renovering for millioner eller etablering af nyt fælleshus
Den 10. november 2017, foretog Skandinavisk Bio-Medicinsk Institut A/S en screening for miljøfarlige bygningsmaterialer samt gennemgang for fugt, skimmel og råd, i forbindelse med beslutning om renovering/nedrivning af Allégården’s beboerhus.

I henseende til fugt, skimmel og råd kan følgende konkluderes:
I kælderen er nedre dele af vægge generelt opfugtede. I stueetagen findes opfugtning i både

ydervægge og indervægge i relation til fodpaneler, og relativ fugtighed under trægulve er kritisk høj. Den opstigende fugt giver lugtgener og risiko for skimmel, råd og svamp i relation til gulve og fodpaneler. Vinduer er i dårlig stand mange steder og opfugtes af regnvand. I skunkrum og tagrum er der generelt forhøjede fugtniveauer i træværk og stedvis vandindtrængning gennem teglbelægning. Yderligere vurderes tagrummet at være dårligt ventileret. Disse faktorer er baggrunden for udbredt skimmelvækst og overfladiske rådskader i mange spær. I forhold til fugt er der behov for både renovering af sokler, terrændæk, gulve, fodpaneler, døre, vinduer og tag.

I henseende til miljøfarlige stoffer kan følgende konkluderes:
Der er fundet asbest i rødt vinyl på toiletterne på 1. sal, hvide køkkenfliser samt eternitplader i

skunkrummene. Generelt er stueetagen og 1. sal lettere forurenet med PCB i maling. Skråvinduer er produceret med PCB i kantforsegling (farligt affald). Der er ingen indikation af klorparaffiner. Generelt er maling på vægge og lofter lettere forurenet med bly, zink og andre metaller. Malet træværk skal også betragtes som lettere forurenet ved eventuel bortskaffelse. Metalmaling har vist tungmetalindhold svarende til farligt affald.

Renovering versus nedrivning og nybyg
På baggrund af aktuelle undersøgelse for fugt, skimmel og miljøfarlige stoffer vurderes, at der ved fortsat brug af eksisterende bygning vil være behov for renovering af tag, vinduer, terrændæk, gulve, fod- og vægpaneler, samt fugtsikring af sokler og etablering af fungerende fugtspærrer mellem sokkel og murværk. Endvidere kan det være relevant at undersøge og eventuelt udbedre omfangsdræn og regnvandsafledning. Behovet er primært baseret på de registrerede fugtniveauer i nedre vægge (ydre og indre), gulve, vinduer og tag. Det er fugtniveauer, som giver risiko for skimmel, råd og svamp, der dels påvirker holdbarheden af bygningen og dels påvirker indeklimaet. I indeklimaet er der primært registreret lugtgener under denne undersøgelse, som i øvrigt ikke har haft til formål at kortlægge indeklimapåvirkninger. Forekomst af skimmel findes primært skjult i konstruktionerne uden direkte eksponering mod indeklimaet. Der er store forekomster i tagrum og skunke og potentielt store arealer i gulve og bag fodpaneler i stueetagen. Store skjulte flader udgør en risiko for spredning af sporer til indeklimaet under forhold, som giver luftudveksling med indeklimaet. På måledagen var sådanne spredningsbetingelse dog ikke til stede, og sporekoncentrationer i indeklimaet var normale. Skjulte flader med skimmel og fugt menes at være baggrunden for lugtgener i indeklimaet.

Det må således påregnes, at renovering af bygningen vil blive omfattende og kræve indgreb i basale strukturer i store dele af bygningen, hvis der skal opnås en holdbar og fugtrobust bygning uden risiko for følgeskader i form af skimmel, råd, svamp og lugtgener. SBMI har i denne undersøgelse ikke forholdt sig til eventuelle behov for energirenovering. Registreringen af miljøfarlige stoffer vil være relevante for både renovering og nedrivning, idet mange af de kontaminerede materialer vil skulle håndteres, hvad enten der er tale om renovering eller nedrivning.

(Komplet rapport kan rekvireres i TKB Kundecenter eller på Allégården’s hjemmeside).

Det beboersociale
Aktivitet- og fritidsudvalget, er et udvalg med særlig vægt på at fremme trivsel og udvikling af det beboersociale og kulturelle liv, ligesom udvalget er øverste myndighed for Allégårdens klubber. Aktivitet- og fritidsudvalget har deres eget årsmøde (klubmødet), hvor der fremlægges budget og hvor klubberne kan komme med eventuelle ønsker om nye tiltag.

Børneudvalget afholder som fast tradition, sommer udflugt, juletræsfest og fastelavn. Alle arrangementer til lave brugervenlige priser. Alle børneudvalget planlagte arrangementer fremgår på afdelingens hjemmesiden, ligesom der bliver hængt sedler op på opslagstavlerne i opgange og på vaskerier.

Det har længe ligget bestyrelsen på sinde, at det har været svært at få nye beboere gjort aktive i vores beboerdemokrati, derfor vil der her i det nye år, blive taget initiativ til at vi indbyder alle nye beboere til en aften i beboerhuset, som vil give et lille indblik i hvad og hvor der sker noget i Allégården. Afdelingsbestyrelsen vil være vært med kaffe og kage. Vi håber alle nye tilflyttere vil tage imod invitationen.

Husdyrhold
Der er desværre observeret, at der er nogle beboere som ikke overholder husordenen ang. husdyr. Det er stadigvæk ikke tilladt at holde hund(e). Ifølge vores husorden er det ej heller tilladt at passe hund(e) i en kortere periode. Vi må på det kraftigste henstille til, at dette overholdes. Afdelingsbestyrelsen kan kun opfordre de beboere der har set hund(e) i et lejemål om, at skrive en klage til KAB. Klagen kan sendes via KAB’ hjemmeside www.kab-bolig.dk ellers kan du få udleveret et skema i TKB Kundecenter.

Afdelingsbestyrelsen
Det har, som du kan læse i referaterne, været et travlt år. Vi har nået rigtig meget af det vi ville og alt det som blev besluttede på sidste beboermøde. Vi har i det forgangne år haft en hel del forskellige abejdsopgaver, nogle lettere end andre. Men det er ikke alt som er lige til, specielt ikke når det skal igennem flere forskellige instanser.

Naturligvis er vi ikke altid enige i alt, men samarbejdet har fungeret godt. Vi har også haft et godt og bredt samarbejde med driftsledelsen og vores to øvrige afdelinger Thyges Gaard og Kastrupvænge. Også en stor tak til vores driftschef, driftsleder og alle de øvrige ansatte i Allégården og TKB Kundecenter, som vi løbende har kontakt med.

Afdelingsbestyrelsen har også i år afholdt 10 ordinære bestyrelsesmøder samt diverse møder i KAB, såsom temamøder, ekskursioner, bygningsgennemgang, bestyrelseskonference, budgetmøde og repræsentantskabsmøde samt meget mere. Så vi har haft nok at se til.

Arbejdet i afdelingsbestyrelsen er frivilligt ulønnet arbejder. Vi takker dog hinanden en gange om året, når vi afholder vores årlige bestyrelsesmiddag.

Bestyrelsen opfordrer alle interesserede til at opstille til valg. Hvert år er der fem eller seks medlemmer og to suppleanter på valg, idet valgperioden er to år for medlemmer og et år for suppleanter.

Overvejer du at deltage i bestyrelsesarbejdet, så tøv ikke: Henvend dig til et bestyrelsesmedlem og hør nærmere om opgaver, tidsforbrug og opstillings- og valgprocedure.

Til slut skal der lyde en særlig tak til Jytte Dræby. Efter mere end 25 år i afdelingsbestyrelsen, heraf mange som næstformand, har Jytte besluttet ikke at genopstille til endnu en periode. Jytte vil dog fortsætte som medlem af organisationsbestyrelse i Tårnby Kastrup Boligselskab. Vi takker Jytte for det store arbejde hun har ydet for Allégården’s børn og beboere. Vi ønsker hende et godt og velfortjent otium.

1 2 3